Tak for alt, Hjalmar
Når prioriteringer ændrer sig… Normalt handler omprioriteringer om realkreditlån og renter. For Hjalmar handler det om livet. Om tid. Om nye kapitler.
For 9 år siden stod en 19-årig IKA-elev i Ringsted overfor Flemming og sagde ja til “ét år i det jyske”. Grindsted var netop rykket op i 3. division – og planen var enkel. Ét år.
Det ene år blev til ni fantastiske år i GGIF Håndbold. Ni år, hvor Hjalmar har sat et tydeligt og varigt aftryk på klubben – med sit rolige, behagelige og imødekommende væsen og med sine præstationer på banen, hvor han altid leverede med hjerte og ansvar.
Nu er tiden kommet til, at Hjalmar – sammen med Ida – vælger en hverdag uden faste træningstider. En kalender med mere luft. Plads til nye oplevelser i livet. Det er vemodigt at sige farvel… men først og fremmest er vi taknemmelige.
Tak for indsatsen, Tak for loyaliteten, Tak for fællesskabet og Tak for 9 år i blåt. Du vil altid være en del af GGIF-familien.
Vi ønsker dig og Ida alt det bedste fremover – og døren står altid åben i Grindsted.