Årets kåringer
ÅRETS ROOKIE
Dette er en ung træner, som næsten ikke kunne skjule sin begejstring, da hun, for et par sæsoner siden, blev spurgt ind til at være træner. Uden betænkningstid og med smil på læben, var svaret straks “Ja”.
Håndbolden er en meget stor del af hendes liv, og hun er med sit rolige væsen med til at give pigerne en god oplevelse til træning, kampe og stævner, hvor hun går forrest og er god til at få det sociale til at fungere i gruppen. Pigerne er meget glade for hende – og det er tydeligvis gengældt. Selvom hun træner meget selv, så finder hun tid til pigerne og de kan regne med hende til træning og kamp. Hun siger meget sjældent nej.
Hun møder altid velforberedt og positiv ind til træning. Hun vil meget gerne give sine håndboldkundskaber videre til spillerne samt guide og opmuntre dem, så de får en god oplevelse. Hun er særlig god til målmandstræning og har en god indflydelse på spillerne, hvilket har bevirket at gruppen råder over ikke færre end 6 målmænd!
Dette er en ung træner, som fortjener anerkendelse for sin trænergerning, og som vi håber at klubben får glæde af mange år i fremtiden – det er noget som både børn, forældre og trænerkollegaer er enige i.
Året rookie: Bianka Bacso
ENERGIPRISEN
Energiprisen skal gå til en person, der har ydet en utrættelig indsats – og det må man sige denne person har.
Det drejer sig om en dygtig træner, som vil alle hendes spillere det bedste. Hun ser dem alle og favner dem, til trods for at holdet er med meget spredt niveau og kæmpe stort. Det klarer hun fantastisk sammen med hendes trænermakker. Samtidig er hun dygtig til at inddrage sine hjælpetrænere og give dem ansvar både til træning og ved stævner.
Hun er mega skarp, når hun er til stævne med børnene og sørger for, at alle forældre og børn er velinformerede med farvekodede kamplaner osv. Tilmed klarede hun et stævne helt alene med hele 5 hold. Hun havde inden stævnet sørget for at få forældreansvarlige sat på de 5 hold, som skulle stå for opvarmningen, mens hun alene ganske roligt og med overblik håndterede alle 15 Grindsted-kampe på banen den dag.
Hendes indsats stopper slet ikke her. Hun er nemlig også ved at stable et nyt old girls hygge-hold på benene i GGIF Håndbold. Hendes klubånd, gode humør og kæmpe engagement både på U8 gruppen og i klubbens udvikling gør hende fuldt berettiget til at modtage Energiprisen 2024.
Prisen går til: Maybrit Søvang Christensen
ÅRETS LEDER
I 2012 nedsatte GGIF et stævneudvalg, som skulle forsøge at skabe et fedt opstartsstævne. Et stævne hvor deltagerne skulle bruge et minimum af tid på transport mellem skoler og haller. Med de 3 baner i nyopførte Magion plus en bane i Lynghallen til rådighed, samt en placering lige midt i Campus Grindsted, så var placeringen ideel.
Den jyske Sparekasse cup-Grindsted var en realitet.
I september 2012 bød GGIF derfor velkommen til 50 hold, som skulle spille 120 kampe hen over én weekend. Alle 50 hold skulle samtidig indlogeres på de omkringliggende skoler.
I 2023 var stævnet vokset til 114 deltagende hold, 1200 spillere og ledere. Der blev afviklet hele 287 kampe.
GGIF får rigtig mange roser med på vejen fra de deltagende klubber. Mange klubber vender tilbage år efter år. Og der er allerede meldt alt udsolgt til stævnet i september 2024.
Det siger sig selv, at et så stort stævne kræver meget planlægning. Det er en kæmpe opgave, når der skal placeres kampe, findes overnatning, koordineres transport, indhentes tilladelser, findes frivillige og arrangeres måltider til så mange mennesker.
Derfor indstilles ”stævneudvalget” i GGIF-Håndbold til prisen som årets leder. Alle dem, som gennem tiden har været en del af udvalget, og som er her i dag, bedes komme frem på gulvet og modtage en velfortjent hyldest sammen med titlen som årets leder 2023.
Mens tidligere og nuværende medlemmer af udvalget kommer frem for at modtage pokalen, nævnes, hvem der har været en del af udvalget siden 2012:
Anne Dorthe Kristiansen
Tommy Borg
Tina Jochumsen
Henrik SA
Benny Danmark
Karin Østergaard
Henrik Risager
Lene Tullesen
Carsten Riemann
Stine Nielsen
Søren Sørensen
Ole Jensen
Ronni Kamp
“GGIF – tipskupon” ønsker at anerkende de frivillige (i form af den 8. mand), i forhold til deres store indsats i forbindelse med afviklingen af klubbens kampe. Sammenhold og fællesskab går hånd i hånd i skøn FORENING.