[vc_row][vc_column][vc_column_text]Efter søndagens kamp mod Fredericia HK 2 har GGIFs 2. divisionsherrer nu mødt alle hold i rækken en gang, og udbyttet har været 5 sejre, 1 uafgjort og 4 nederlag, hvilket giver en øjeblikkelig 5. plads i rækken.
Kampene har vist, at GGIF kan matche alle hold i rækken, og selvom der nok er blevet smidt 2 points for meget, så har resultaterne været godkendte. Udekampene mod alle topholdene er nu overstået, og det er derfor med stor optimisme, at GGIF tager hul på den næste halvdel af sæsonen.
Første halvdel har vist, at holdet er meget smalt, hvilket gør, at alle har et stort ansvar og store roller, men det betyder også at småskader og manglende præstation fra den enkelte spiller på dagen gør, at holdet nemt bliver meget sårbart. Der er dog blevet lagt flere lag på selve spillet, og den indbyrdes forståelse på holdet er rigtig god.
Undervejs har man med tilføjelsen af Rasmus Døssing som en ekstra målmand også opnået mere bredde på en position, hvor man var meget sårbar med kun en målmand.
Det har været utrolig glædeligt at opleve den massive opbakning til hjemmekampene undervejs i sæsonen. Specielt i lokalopgøret mod HK Give var Lynghallen propfyldt, og det er efterhånden en del år siden, at det var umuligt at opdrive en siddeplads til en hjemmekamp. Holdet værdsætter opbakningen utrolig meget, og vi håber, at vi kan blive ved med at se så mange mennesker i hallen. Det betyder i hvert fald rigtig meget for holdet, at folk møder op og i endnu højere grad, når man verbalt er med til at skabe en stemning, der gør, at det ikke er nemt at møde GGIF på udebane.
Næste halvdel tyvstartes allerede på lørdag, hvor rækkens nummer 3 fra Faaborg kommer på besøg. Efter jul kan vi ligeledes forvente at se alle de øvrige tophold komme på besøg i Lyng-hallen. Herrerne ønsker at lægge endnu et lag på spillet, og har en indædt tro på, at de ved hårdt arbejde i træningslokalet, kan skabe endnu bedre præstationer i den kommende halvdel.
Næsten samtlige spillere har givet tilsagn om at fortsætte i den kommende sæson, og udover den allerede præsenterede profil fra 1. division, Rolf Ravn, så får holdet også tilgang af Frederik Nielsen fra Otterup HK i 1. division. Frederik er bagspillerr, og med tilgangen af disse to spillere, så får holdet tilført den bredde, som de mangler i denne sæson uden at gå på kompromis med tilgangen om, at alle spillere skal have en rolle på holdet.[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]