Den sidste måned har der været afholdt adskillige møder mellem GGIF og AIF Ansager med henblik på at skabe et samarbejde om damesenior til glæde for begge klubber. Det er nu resulteret i en aftale som gælder fra den kommende sæson.
Tidligere træner for GGIF´s 3. div. damer og kommende træner for den nye samlede damesenior gruppe, Vibeke Andersen, udtaler om samarbejdet: “Mange af vore unge piger skal ud at se verdenen og nogle tager en uddannelse i andre byer, hvilket har påvirket talentmassen på kvindesiden i Grindsted, og i lyset af det er der taget en kontakt til AIF Ansager. Denne kontakt er resulteret i et holdfællesskab på kvinde siden. AIF Ansager har de samme værdier og lysten til udviklingen af håndbolden som GGIF, derfor er alle opsatte på at skabe et godt håndboldmiljø. Samarbejdet betyder, at vi nu har 4 – 5 hold på damesiden, der spænder fra serie 2 til 2. division. I samme forbindelse vil det ligeledes være muligt, at sikre U 19 hold i begge klubber. Dette samarbejde skal gerne være med til, at fastholde og motivere flere af vores unge spillere til at blive i klubben”.
Det er aftalt, at det kun er Jyllandsserie og 2. divisions holdet, der kommer til at træne fast både i Ansager og Grindsted. Alle damesenior holdene kommer til at spille under navnet GGIF – SIF/Ansager.
Der er et opstartsmøde den 6. august kl. 19 i Ansager (mere info senere), hvor Vibeke Andersen håber, at rigtig mange vil deltage og dermed bakke op om samarbejdet.