Anerkendelse fra Håndværker- og industriforeningen

Det var en glædelig overraskelse, da GGIF Håndbold i onsdags fik besøg af repræsentanter fra bestyrelsen i Grindsted Håndværker- og industriforening. Bestyrelsen havde en gave med til klubben i form af et check på 50.000 kr., som gives som en kvittering for den udvikling GGIF Håndbold har været igennem de seneste år og den positive afsmitning det har haft på byen, virksomheder og byens borgere.

Formand Finn Lauridsen udtaler: ”Vi har på sidelinjen fulgt den rejse som GGIF Håndbold har været på gennem de seneste år. Selvfølgelig er det kronen på værket, at klubben har spillet sig i landets bedste håndboldrække og at Grindsted har fået en masse positive eksponering, ligesom vi får håndboldoplevelser på øverste hylde i den kommende sæson. Men det fylder lige så meget for os, at klubben har udviklet sig som en forening, hvor både børne- og ungdomsafdelingerne vokser, og man hjælper hinanden uanset om man er profileret førsteholdsspiller, en U8 pigespiller eller en af klubbens mange trofaste hjælpere. Vi har heller ikke kunnet undgå at bemærke, at samarbejdet med Talent Billund har medført, at vi får flere unge mennesker til at bosætte sig i byen og at de tager deres ungdomsuddannelser i Campus Grindsted.” 

Jens Hansen fra bestyrelsen følger op. ”Der sker så meget positivt omkring GGIF Håndbold, at det har vi ønsket at påskønne. Det er lige fra etableringen af Efterskolen Play, Talent Billund og nu ikke mindst integration af Lykkeliga holdet. Det skaber både arbejdspladser, skaber aktivitet,  sammenhold, uddannelsesaktiver og bosætning – også for andre foreninger end lige håndbold.

GGIF Håndbold er ovenud taknemmelige for påskønnelsen og næstformand Michael Steen-Andersen er imponeret over den støtte som både håndværker- og industriforeningen, men også byens øvrige virksomheder udviser. GGIF Håndbold kan stille mange frivillige arbejdstimer til rådighed, men det er flot at der også er mange som ønsker at støtte økonomisk, for det er der trods alt også brug for i en forening.

Scroll to Top