Efter et bittert nederlag på en svær udebane i Ringsted, er vores herre igen klar til at byde op til håndbold i Lynghallen på søndag kl. 16.00. Det bliver en svær kamp, da byens hold skal møde rivalerne fra Tønder. Første kamp bød på et nederlag efter en rodet affære, hvor Grindsted ikke spillede en god kamp.
GGIF er et andet sted håndboldmæssigt end den første kamp, og det skal de ud at vise på hjemmebanen. Trods et smalt nederlag til førerholdet fra Ringsted, så er holdet inde i en god periode, hvilket har resulteret i mange gode resultater. De betaler dog stadig prisen for en vanskelig start, hvor der først kom point efter syv kampe. Derfor ligger drengene stadig langt nede i en yderst tæt 1. division, hvor en sejr mod Tønder kan gøre, at holdet kravler flere pladser op i tabellen.
Kampen er derfor afgørende for resten af sæsonen, da søndagens modstander er en af de hold, som GGIF skal kæmpe med om pladserne der sikrer endnu en sæson i landets næstbedste række.
Det kræver en kamp med stor koncentration og kynisme, når Tønders mange taktiske tiltag i løbet af en kamp, skal nedkæmpes. Sidst blev herrerne fra Grindsted mødt af et offensivt forsvar, der ødelagde rytmen i spillet, og det må ikke ske denne gang. Angrebet for GGIF har haft en opadgående kurve, og den skal forsætte. Derfor har holdet trænet hårdt i vinterferien på at finde løsninger mod Tønders spil, så det kan blive til to point.
Vi håber derfor, at I kommer og bakker holdet op sammen med Grindsted Blue Army, når det bliver åbnet op for en brag af en håndboldkamp på søndag kl. 16.00 i Lynghallen.