Sponsorer skaber muligheder
- maj 25, 2026
I GGIF Håndbold er vi stolte af at have samarbejdspartnere, der ser mennesket bag håndboldspilleren. Hos Nybolig Billund/Grindsted skal vores U19-spiller Niclas Damm nemlig i gang som Ejendomsmægler Trainee – samtidig med at han jagter sine håndboldmål i den blå trøje.
Niclas starter hos Nybolig til sommer, når han er færdig på GG. Til daglig bor han på IKA i Østergade og kommer oprindeligt fra Tommerup på Fyn. Det kræver både dedikation, struktur og god planlægning at præstere – både på håndboldbanen og på arbejdspladsen.
Mange af vores unge spillere balancerer træning, kampe, uddannelse og job side om side, og derfor betyder fleksible og støttende arbejdspladser enormt meget.
Ejer og partner Lene Eg fortæller:
“Vi synes det er vigtigt at støtte unge mennesker, som viser engagement, ansvar og viljen til at udvikle sig – både i sporten og i arbejdslivet. Niclas kommer med en stærk holdånd og en stor dedikation, som passer perfekt ind hos os.”
For os som klub betyder det utrolig meget, når lokale virksomheder er med til at skabe muligheder og trygge rammer for vores spillere – også udenfor banen.
Det er præcis den slags lokale samarbejder, der gør GGIF til mere end håndbold. Det er fællesskab, udvikling og mennesker, der løfter hinanden.