På forhåbentlig gensyn, Lasse
Nogle gange opstår de bedste historier de mest uventede steder. For 2 år siden – midt i vores sensationelle oprykning til Håndboldligaen – stod vi pludselig uden assistenttræner. Ønskelisten var lang:
– Erfaring fra ligaen.
– En stærk og loyal sparringspartner for Jacob.
– En person, der kunne stå midt i presset og stadig løfte både hold og stab.
Kort sagt… en svær opgave.
Men en tur på en lokal restaurant ændrede det hele. Jacob og Flemming fik øje på Lasse, der sad med en kop kaffe – og derfra var vejen fra tanke til handling kort. Der var profilen.
Heldigvis sagde Lasse ja – trods en travl hverdag med eget firma. Og han har siden bidraget med meget mere, end man kunne tillade sig at håbe på. Med sin store viden og passion for håndbold.
Med sin personlighed, der både kan presse det maksimale ud af spillerne – og få hele omklædningsrummet til at bryde ud i grin. Men vigtigst af alt: Samarbejdet mellem Lasse og Jacob har løftet hele holdet til et niveau, der har overgået alle forventninger. Det, der skulle have været én sæson, blev til to fantastiske år i Håndboldligaen.
Derfor er det også med stor taknemmelighed – og en smule vemod – at vi nu siger på gensyn. Tusind tak for indsatsen, Lasse. Du har sat et stort aftryk i GGIF – både på og uden for banen. Vi ønsker dig alt det bedste fremadrettet – og husk: Døren i GGIF står altid åben.