Grindsted signer med U21 verdensmester
Vi er stolte af at kunne præsentere endnu en stærk tilføjelse til den blå trup! Frederik Jægerum bliver ny venstre fløj i GGIF!
Frederik startede sine håndboldår i Aarhus-klubben HEI, hvor han spillede sine børne- og tidlige ungdomsår. Efter efterskole gik turen videre til GOG, hvor han udviklede sig gennem sine sidste ungdomsår i et af landets stærkeste talentmiljøer. De første to år af seniorkarrieren har han tilbragt i Fredericia, men nu er tiden kommet til et nyt kapitel – og vi er utrolig glade for, at valget er faldet på Grindsted.
Frederiks enorme potentiale har der aldrig været tvivl om. Det beviser et hav af ungdomslandskampe – senest med det danske U21-landshold, hvor han i sommeren 2025 var med til at skrive historie. Holdet blev nemlig det første danske U21-landshold i 20 år til at vinde VM!
Nu glæder vi os til at se Frederik bringe fart, mod og masser af kvalitet ned ad venstrekanten, som makker til Svala – og til at få ham ind i fællesskabet omkring det blå hav.