Ansættelse af udviklingsansvarlig
GGIF Håndbold tager endnu et vigtigt skridt i klubbens udvikling og kan med stor glæde offentliggøre ansættelsen af Thomas Reeh som ny udviklingsansvarlig. Ansættelsen er en del af klubbens fortsatte satsning på at styrke ungdomsmiljøet og skabe endnu bedre udviklingsmuligheder for både spillere og trænere.
Thomas Reeh kommer til GGIF med en stærk baggrund fra dansk og norsk håndbold. Han har blandt andet været talentchef i Odense Håndbold, talenttræner i Dansk Håndbold Forbund gennem flere år, cheftræner på divisionsniveau samt ansvarlig for spiller- og trænerudvikling i både Danmark og Norge. Desuden har han gennemført EHF Master Coach-uddannelsen, som er den højeste internationale træneruddannelse inden for håndbold.
I sin nye rolle får Thomas det primære ansvar for udviklingsarbejdet på U11-U15 årgangene på både pige- og drengesiden. Her skal han blandt andet bidrage til kvalitet og struktur i træningen, skabe sammenhæng mellem årgangene, understøtte trænere i hverdagen og være med til at udvikle både spillere og træningsmiljøer.
På U17- og U19-årgangene vil Thomas fungere som ressourceperson og sparringspartner for trænere og spillere samt bidrage til at sikre en rød tråd gennem hele ungdomsafdelingen. Ansættelsen er et vigtigt led i GGIF Håndbolds fortsatte satsning på udviklingen af klubbens ungdomsafdeling.
Med Thomas ombord får klubben en stærk faglig ressource, som skal bidrage til at løfte kvaliteten i træningsmiljøet, styrke udviklingen af både spillere og trænere samt skabe endnu bedre sammenhæng mellem årgangene.
Thomas vil desuden indgå i klubbens samarbejder med blandt andet Efterskolen PLAY, IKA og Talent Billund, men hans primære fokus bliver udviklingen af GGIF Håndbolds egne ungdomsspillere og trænere.
Formand Flemming Pedersen glæder sig over ansættelsen: “Vi har haft et stærkt ønske om at løfte kvaliteten og sammenhængen i vores ungdomsarbejde yderligere. Thomas kommer med en enorm erfaring, høj faglighed og en stor passion for udvikling af både spillere og trænere. Vi er overbeviste om, at han bliver en stor gevinst for hele vores ungdomsafdeling og vil være med til at løfte kvaliteten i vores arbejde yderligere.”
For Thomas Reeh var klubbens ambitioner og stærke fællesskab afgørende for beslutningen: “Jeg ser et stort potentiale i GGIF Håndbold. Klubben har oplevet en imponerende udvikling gennem de seneste år og har samtidig skabt et stærkt fundament med dygtige frivillige, engagerede trænere og gode samarbejdspartnere. Det tiltaler mig meget at blive en del af et miljø, hvor man investerer i mennesker og ønsker at udvikle både spillere og trænere. Jeg glæder mig til at komme i gang og blive en del af hverdagen i klubben.”
GGIF Håndbold har gennem de seneste otte sæsoner næsten fordoblet sit medlemstal og tæller i dag omkring 490 medlemmer. Ansættelsen af en udviklingsansvarlig er et vigtigt led i klubbens strategi om fortsat at skabe et attraktivt, ambitiøst og sammenhængende håndboldmiljø for børn og unge i lokalområdet. Thomas Reeh tiltræder stillingen i august, og klubben ser frem til at byde ham velkommen i hallen.