Formanden for Grinsted Håndbold Klub Georg Danielsen beretter: ”Vanen tro var hele børne- og ungdomsafdelingen (fra U 10 til U 16 spillere) i Grindsted Håndbold klub draget sydpå i weekenden den 13.-15. april for at deltage i det store traditionsbundne stævne i Flensborg. Stævnet er arrangeret af det danske mindretal i Sydslesvig og kaldes DHK Pokal - et stævne der har kørt siden 1982, og hvor Grindsted Håndbold Klub (under navnet GGIF) har været med 28 gange.
Fredag den 13. april stod 150 håndboldspillere samt mange trænere og forældre klar ved Lynghallen og ventede på de store gule busser, der skulle bringe alle holdene til Tyskland. For mange af de yngste spillere i U 10 gruppen var det første gang overhovedet, at de skulle af sted på tur uden mor og far, så der var lidt nervøse trækninger hos mangen en lille spiller og forældre – men igen beviste Grindsted HK, hvad det vil sige at være en forening for alle, og var der nogen, der savnede familien derhjemme, var der straks en eller 2 eller 20 spillere og trænere, der tog over og kunne trøste.
Selve turneringen er kæmpestor med 120 deltagende hold og over 1100 deltagere, der skulle spille over 300 håndboldkampe i omegnen af Flensborg. Lørdag gik det løs kl. 08.00 i samtlige haller og kl.18.30 var det slut, og vi kunne få lidt at spise ude i en anden kæmpe hal, der hedder Sportland. Lørdag aften blev en stille og rolig aften for både voksne og børn, der var mætte og trætte, men superglade over en god dag i Tyskland. Lederne fik snakket sammen og kunne konstatere, at på nær et par skader i småtingsafdelingen var det hele forløbet godt, og det så ud som om, at vi kunne få en 3-4 hold i semifinalerne og måske en 2-3 hold i finalerne, hvis der blev spillet godt om søndagen.
Og mon ikke at søndagen blev en kæmpesucces for Grindsted HK, for da resultaterne ved middagstid skulle gøres op, kunne vi se at U 12 pigerne var i finalen, begge U14 pigeholdene var også gået i finalen, og minsandten om ikke også U 14 drengene havde spillet sig til en plads i finalen. Det ville derfor blive en spændende eftermiddag i den store idrætshal i Flensburg, men ikke nok med det – rundt omkring i de andre haller var spændingen lige så stor om, hvem der kom i B-finalerne. Her lykkedes det for U 12 pigernes 2. hold at komme i finalen, og pludselig fik vi besked om, at også U 14 pigehold 3 var gået i B-finalen efter et drama af en kamp med forlænget spilletid og straffe.
Her følger placeringen for de fleste af holdene:
U 10 pigerne fik en flot semifinaleplads i B-rækken, men tabte desværre.
U 10 drenge 1 kom på en delt 3. -4. plads.
U10 drenge 2 kom på en delt 7. – 8. plads.
U12 drenge 1 tabte deres semifinale i A-rækken med et mål.
U12 drenge 2 tabte deres semifinale i A-rækken også med et mål.
U12 pige 1 tabte desværre finalen
U12 pige 2 vandt B-finalen
U14 drenge 1 vandt i forrygende stil finalen.
U14 drenge 2 var tæt på at gå i B. finalen.
U14 Pige 1 vandt over Grindsteds U 14 Pige 2 i finalen – men helt unikt flot at få begge hold i en A-finale
U14 pige 3 – gik overraskende med 7 spillere (uden udskiftere) i B-finalen og tabte med et mål
U16 Pigerne tabte deres semifinale til de senere vindere i A-rækken.
Efter medajler og præmier kom chokket, at Grindsted HK var bedste klub overhovedet og fik en kæmpepokal (vandrerpokal) med hjem. Grindsted var ellers kun nr. 4, hvis man tæller hvor mange hold de respektive klubber havde med - alligevel var klubben bedst af dem alle.
En kæmpe tak til alle der gjorde Flensburg turen til sådan en kæmpesucces, og sidst men ikke mindst tak til vores madvognsfamilier Brian og Joan Dalsgaard, Pia og René Schröter, der i den grad forkælede os alle og sørgede for lækker og dejlig bespisning til alle holdene og deres trænere - og også om aften var der lækkerier til alle.
Søndag aften kl. 20.45 sluttede årets tur foran Lynghallen, hvor en flok trætte, men stolte spillere, blev afhentede af deres forældre, der kunne se på antallet af pokaler i busserne at Grindsted HK igen har sat sit mærke og bevist sit værd som håndboldklub”.