"Efter det beklagelige brud med Billund IF er det med stor glæde og tilfredshed, at bestyrelserne i Grindsted GIF og Grindsted KFUM er blevet enige om at slå sig sammen under GGIF's vinger, men som ny selvstændig afdeling i Grindsted - nemlig GRINDSTED HK, hvor fokus vil være håndbold for alle på både børne-, ungdom- og seniorniveau.
Begge de gamle bestyrelser har været inde i nogle gode og konstruktive drøftelser med hinanden og er blandt andet enige om, at bredden også skal have en plads i Grindsted, men at vi også fortsat stiler højt med vores ungdomshold og seniorhold. Vores forventning er oprykning til 3. division for damerne indenfor 2 sæsoner – de starter i Jyllandsserien i denne sæson. Endvidere bliver der 2 serie 1 damehold og minimum et Serie 3 hold. På herresiden skal Grindsted HK starte helt forfra i serie 2, da Billund ønsker at beholde deres 3. division herre og begge Serie 1 holde, så forventningen her er opspil til serie 1 i løbet af en sæson eller 2, og herefter vil de forhåbentlige meget talentfulde U 16 og U 18 spillere få Grindsted HK tilbage i Jyllandsserie eller 3. div.
Alle seniortrænere er nu på plads. Og ellers vil vi byde på fuld palet i alle ungdomsrækkerne på højt niveau, hvor vi allerede nu har trænere på plads til alle 1. hold, og i mangler nogle hjælpetrænere til hold 2 og 3 rundt omkring. Så her lige før sommerferien bliver der trænet på livet løs næsten hver dag i Lynghallen, og damerne træner pt. i Billund idrætscenter. Så der er god grund til den spirende optimisme, der er begyndt at sprede sig. Stævnerne ligger også klar for damer og ungdomsafdeling (damer til Snejbjerg cup og ungdom som vanligt til SUS), så det bliver en spændende sæson i Grindsted HK's håndboldverden. Og flere tiltag vil følge.
Bestyrelsen vil som noget af det sidste inden sommerferien forsøge at etablere kontakt til så mange sponsorer som muligt, men kender I nogle, der vil støtte klubben, vil det blive modtaget med glæde og kyshånd.
Ny formand for Grindsted HK er Georg Danielsen, ny næstformand i Grindsted HK er Dorte Meier. Resten af posterne i den 9 mands store bestyrelse følger løbende.
I ønskedes alle en god sommer".
Georg Danielsen